Handelsbetingelser

Nærværende handelsbetingelser gælder for samtlige aftaler, der indgås med selskaber i Kailow Gruppen (herunder Kailow Graphic A/S, Kailow Visual ApS, Kailow Creative ApS, Kailow Studio ApS og Trykkerihallen A/S), medmindre andet er aftalt skriftligt. I disse handelsbetingelser betyder “Kailow” et selskab i Kailow Gruppen, “bestilleren” betyder virksomheden som kunde, og ”leverandøren” betyder en virksomhed som udfører arbejde for Kailow Gruppen.

Handelsbetingelserne er opdelt i:

  • Almindelig del (pkt. 1-17),
  • tillægsbetingelser for bannere og outdoor-reklamer (pkt. 18),
  • tillægsbetingelser for lyd, fotos, videoer og andre visuelle medier samt reklame og kommunikation (pkt. 19),
  • tillægsbetingelser for web/digital (pkt. 20),
  • tillægsbetingelser for antropologiske undersøgelser (pkt. 21) og
  • tillægsbetingelser for Leverandører (Kundeklausul for Kailows leverandører pkt. 22), (Leverandørens brug af underleverandører pkt. 23), (Fortrolig information pkt. 24) og (Ophavsret pkt. 25).

I tilfælde af uoverensstemmelse mellem vilkårene i ”Almindelig del” og i ”Tillægsbetingelser” har ”Tillægsbetingelser” forrang.

Almindelig del

1. Tilbud og aftale

  • 1.1. Tilbud er bindende for Kailow i 8 dage fra tilbuddets dato at regne, dog er Kailow berettiget til at regulere priser som følge af udsving i dagspriser.
  • 1.2. Aftale er indgået, når bestillerens accept er modtaget af Kailow.

2. Pris

  • 2.1. Alle priser er ekskl. moms, levering samt miljøtillæg på 1,5 % af fakturasummen, dog maksimalt 200,00 kr. pr. faktura.
  • 2.2. Såfremt der i tiden frem til leverancens gennemførelse er indtrådt stigninger i lønninger, materialepriser, offentlige afgifter eller i øvrige omkostninger, er Kailow berettiget til at regulere prisen med sådanne dokumenterede stigninger.
  • 2.3. Priser i fremmed valuta er baseret på den på tilbuds- eller ordrebekræftelsesdatoen gældende kurs i danske kroner. Kailow forbeholder sig ret til, ved kursændringer, før betaling at ændre prisen tilsvarende.
  • 2.4. Ud over den tilbudte eller aftalte pris er Kailow berettiget til at kræve betaling for:
    • Ekstraarbejde som følge af at det grundmateriale, bestilleren har givet Kailow, viser sig at være ufuldstændigt, uegnet eller mangelfuldt.
    • Ekstraarbejde som følge af at bestilleren rekvirerer rettelser eller ændringer i det leverede materiale, efter at arbejdet er påbegyndt.
    • Ekstraarbejde som følge af at bestilleren foretager flere korrekturer end aftalt i tilbuddet.
    • Overarbejde og foranstaltninger, som aftales med bestilleren efter aftalens indgåelse.
    • Opbevaring, udlevering, håndtering og forsendelse af bestillerens digitale eller analoge materiale og værktøj efter levering har fundet sted.
    • Ekstraarbejde som følge af at aftalen ikke kan gennemføres i en kontinuerlig produktion grundet bestillerens forhold.
  • 2.5. Af hensyn til arbejdets udførelse i en kontinuerlig arbejdsproces, er bestilleren forpligtet til at besvare henvendelser fra Kailow hurtigst muligt. Ved manglende eller ved sen fremkomst af svar, tager Kailow forbehold for at rykke leveringstidspunktet, ligesom der tages forbehold for at kræve merbetaling hos bestilleren.
  • 2.6. Såfremt Kailow i forbindelse med en udsendelse modtager returpost, så fremsendes efterfølgende en regning svarende til returportoen, beregnet ud fra PostNord normaltakster, hvortil der pålægges et administrationsgebyr på 195,00 kr. Vær opmærksom på, at returpost fakturaen kommer op til 1,5 måned efter den faktura, som allerede er fremsendt i forbindelse med den udførte opgave.

3. Levering

  • 3.1. Levering finder sted på det tidspunkt, der er aftalt med bestilleren.
  • 3.2. Såfremt der ikke er aftalt noget tidspunkt for levering, bestemmer Kailow leveringstidspunktet.
  • 3.3. Hvis Kailows levering af det bestilte fordyres, som følge af bestillerens forhold, er bestilleren forpligtet til at betale den af Kailow beregnede merpris.
  • 3.4. Leveringssted er ab fabrik, medmindre Kailow har påtaget sig at levere varen til bestilleren. Er det tilfældet, sker forsendelsen på bestillerens regning og risiko, og levering anses for sket, når varen er overgivet til selvstændig fragtfører.
  • 3.5. Indtræder forsinkelse, er bestilleren kun berettiget til at hæve aftalen, såfremt bestilleren samtidig med aftalens indgåelse har præciseret betydningen af, at levering sker til nøjagtig bestemt tid og under forudsætning af, at der faktisk foreligger en væsentlig forsinkelse, jf. pkt. 12.1, som medfører væsentlige gener for bestilleren.
  • 3.6. Kailow er berettiget til udskydelse af leveringstidspunktet, som følge af forsinkelse der skyldes:
    • Bestillerens forhold, herunder ændringer krævet af bestilleren,
    • fejl og mangler ved produktionsudstyr,
    • forhold, som Kailow ikke er herre over, herunder men ikke begrænset til sygdom hos Kailows medarbejdere, brand, vandskader, arbejdskonflikter, naturkatastrofer eller anden lignende force majeure-situation udgør ikke misligholdelse fra Kailows side og berettiger Kailow til forlængelse af leveringsfristen.

4. Betaling

  • 4.1. Betaling sker enten på den dato, der på tilbud, ordrebekræftelse eller faktura angives som sidste rettidige betalingsdag ellers kontant ved levering.
  • 4.2. Der påløber rente fra forfaldsdagen med 1,5 % pr. påbegyndt måned.
  • 4.3. På Kailows anmodning er bestilleren til enhver tid pligtig at stille bankgaranti til sikkerhed for betaling. Fremsættes anmodningen efter aftalens indgåelse, er Kailow forpligtet til at friholde bestilleren for enhver udgift forbundet hermed.
  • 4.4. Med mindre andet er aftalt, skal betaling af ordrer over 100.000,00 kr. ekskl. moms afregnes med 50 % ved ordreafgivelse og resten efter de aftalte betalingsvilkår.

5. Ejendomsret, ophavsret m.v.

  • 5.1. Ophavsretten til de af Kailow udviklede forarbejder, koncepter, kreative oplæg, originalmateriale, layout m.m. tilhører Kailow og må ikke uden Kailows samtykke overlades til tredjepart eller ændres.
  • 5.2. Hvad Kailow har tilvejebragt eller ladet tilvejebringe af forarbejder, mellemprodukter, materialer, værktøjer m.m. til brug for leverancen er Kailows ejendom og skal tilbageleveres til Kailow og må således ikke anvendes af bestilleren. Dette gælder, uanset om det tilvejebragte er særskilt faktureret.
  • 5.3. Det i pkt. 5.2. omhandlede må alene anvendes til arbejder for bestilleren og opbevares kun efter særskilt aftale herom. 5.4. For det af leverandøren udarbejdede materiale mv. henvises til pkt. 25.

6. Marketing

  • 6.1. Kailow er berettiget til at anvende bestilleren og ydelsen som reference, herunder med en beskrivelse/gengivelse af ydelsen.

7. Print, tryk og lign. Ydelser

  • 7.1. Kailow har intet ansvar for fejl, som bestilleren ikke skriftligt har rettet i gennemgang, korrektur, herunder print, digitale informationer, prøvetryk og lignende. Kailow har således ikke pligt til selv at foretage korrekturlæsning eller på anden måde kvalitetssikre bestillerens valg af tekst, farver etc.
  • 7.2. Bestilleren er ikke berettiget til prisafslag eller til at nægte at modtage det bestilte ved mindre afvigelser fra godkendt prøve eller aftalt specifikation.
  • 7.3. Kailow har ret til en mer- eller mindrelevering på indtil 10 % af aftalt oplag. I de tilfælde hvor papir eller andet materiale er fremstillet specielt til ordren af andre end Kailow, har Kailow ret til en rimelig mer- eller mindrelevering ud over 10 % af aftalt oplag, dog højst svarende til materialeleverandørs leveringsbetingelser.
  • 7.4. Kailow er uden ansvar for fejlplacering af klæbede eller indlagte elementer, såfremt bestilleren ikke skriftligt har givet Kailow nøjagtig instruktion om disses placering.
  • 7.5. Kailow er ikke forpligtet til at kontrollere det modtagne oplag med hensyn til mængde og beskaffenhed. Kailow er berettiget til som fuldgod levering at levere oplag, som indeholder defekte eksemplarer med indtil en halv procent af oplaget.
  • 7.6. Ved ekspedition af arbejde, som forsendes til flere forskellige adresser, påtager Kailow sig ikke ansvar for eventuelle fejlekspeditioner. Bestilleren må selv kontrollere, at indholdet er korrekt.
  • 7.7. Kailow kan ikke drages til ansvar for det endelige resultat, såfremt Kailow ikke modtager trykark med false- og skæremærker eller beskæringsprøver af ark, bog, plancher, omslag og smudsomslag.
  • 7.8. Kailow kan ikke drages til ansvar for beskadigelse af tryk, som ikke er tørt ved modtagelsen. For tørre tryksager som smitter af, har Kailow intet ansvar.
  • 7.9. Kailow giver ingen garanti for manglende eller dublerede numre ved leverancer indeholdende nummererede arbejder. Ved leverancer indeholdende arbejder, som er nummererede ved modtagelsen, beregnes eventuelle rettelser af numre ekstra.

8. Definitionen på en trykklar pdf

  • 8.1. En trykklar pdf skal afleveres i CMYK.
    • Til bestrøget papir, anvendes Fogra39coated.
    • Til ubestrøget papir anvendes Fogra29uncoated.
    • En trykklar pdf til ubestrøget papir må ikke indeholde samlet farvemængde på over 300 %.
    • En trykklar pdf skal have 3 mm til beskæring, udover det beskårne format.
    • På hæfter og bøger 3 mm til beskæring på alle yderkanter.
    • På løsblade, folder og wire-o skal der være beskæring på alle 4 sider.
    • Hæfter, indhold til bøger og løsblade skal være enkeltsidet pdf.
    • Omslag til bøger og flerfløjede foldere skal modtages som opslag.
    • Lak, præg og stanseforme leveres i spotfarve.
    • En trykklar pdf skal leveres i Acrobat 4 – version 1.3 – dvs. uden transparens
  • 8.2. Billeder bør have en opløsning der er relevant til betragtningsafstanden
    • 150 – 300 ppi til alm. tryksager – hvor afstanden er ca. 15-50 cm.
    • 72 – 150 ppi på plakater etc. – hvor afstanden er ca. 50 cm +.
    • 10 – 100 ppi til bannere – hvor afstanden er fra 5-20 m +. Jo flere ppi ( pixels per inch ) jo bedre skarphed.
  • 8.3. Overprint
    • Små sorte tekster SKAL være 100% sort. Ikke bestå af alle 4 farver.
    • Større sorte tekster og kasser kan laves i dybsort, f.eks: 60 % cyan / 40 % magenta / 40 % gul / 100 % sort.

9. Undersøgelse og reklamation

  • 9.1. Bestilleren har pligt til straks ved modtagelse af leverancen at foretage en gennemgang og undersøgelse af leverancen for fejl og mangler, herunder korrekt antal. Bestilleren har pligt til straks at reklamere skriftligt over en mangelfuld leverance. Manglende rettidig skriftlig reklamation medfører, at bestilleren fortaber retten til at påberåbe sig mangler.

10. Ansvar

  • 10.1. Kailow er aldrig erstatningsansvarlig for skader eller økonomiske tab, som Kailow påfører medkontrahenten i kontraktforholdet.
  • 10.2. Kailow hæfter ikke for bestillerens driftstab, tab af avance, tidstab eller andet indirekte tab, herunder som følge af bestillerens retsforhold over for tredjepart i tilfælde af forsinkelse eller mangler ved det leverede.
  • 10.3. Kailow har intet ansvar for bestillerens manglende hjemmel til reproduktion, mangfoldiggørelse eller udgivelse af skrift, billeder, tegninger, mønstre, illustrationer, tekster, varemærker, andre forretningskendetegn og øvrigt vareudstyr, derunder formgivning eller andet, der kan være underkastet tredjeparts rettigheder. Pådrager Kailow sig ansvar over for tredjepart i anledning af bestillernes manglende hjemmel til udnyttelse af tredjeparts tilkommende rettigheder, holder bestilleren Kailow skadesløs for et sådant ansvar.
  • 10.4. Kailow har intet ansvar for tab eller beskadigelse af ejendom, som f.eks. originaler, materialer o. lign., som ikke er Kailows, men som er overladt denne af bestilleren med henblik på løsning af en aftalt opgave eller med henblik på opbevaring, herunder på opbevaring af arbejder Kailow har udført.
  • 10.5. Der påhviler ikke Kailow noget ansvar for bestillerens anvendelse af leverancen herunder leverancens overholdelse af markedsføringslovens bestemmelser.
  • 10.6. I tilfælde af at bestilleren rettidigt har reklameret over mangler ved Kailows ydelse, har Kailow ret, men ikke pligt, til inden rimelig tid at afhjælpe mangler alternativ foretage omlevering. Bestillerens ret til at kræve erstatning og forholdsmæssigt afslag er således begrænset af Kailows ret til at afhjælpe/omlevere

11. Produktansvar

  • 11.1. Kailow er alene ansvarlig for produktansvar efter de præceptive bestemmelser i den danske produktansvarslov. Kailow fraskriver sig ethvert andet produktansvar af enhver art.
  • 11.2. Bestilleren skal uden ugrundet ophold give Kailow skriftlig meddelelse om enhver skade på genstand(e) eller person(er) forårsaget af mangelfulde produkter, ethvert krav fremsat fra tredjepart baseret på sådanne skader og/eller enhver risiko for at sådanne skader måtte opstå.

12. Ophævelse

  • 12.1. Bestilleren er alene berettiget til at hæve aftalen, såfremt Kailow er i væsentlig misligholdelse af sine forpligtelser under aftalen. Misligholdelser, inklusive forsinkelser og mangler kan kun anses for væsentlige hvis (i tilfælde af forsinkelse) forsinkelsen resulterer i en væsentlig forsinkelse af den samlede aftale med mere end 10 (ti) arbejdsdage og såfremt de forsinkede ydelser ikke er blevet udført indenfor 20 (tyve) arbejdsdage efter at bestilleren har fremsendt et skriftligt påkrav herom med anbefalet brev; eller (i tilfælde af mangler) en væsentlig mangel ikke er udbedret eller afhjulpet indenfor 30 (tredive) arbejdsdage efter at bestilleren har fremsendt et skriftligt påkrav herom med anbefalet brev; eller (i tilfælde af andre misligholdelser) misligholdelsen vedrører et væsentligt forhold og misligholdelsen ikke er bragt til ophør senest 30 (tredive) arbejdsdage efter at bestilleren har fremsendt et skriftligt påkrav herom med anbefalet brev.
  • 12.2. Manglende rettidig betaling fra bestillerens side udgør væsentlig misligholdelse, som berettiger Kailow til at hæve aftalen, under forudsætning af, at der er fremsendt påkrav indeholdende en frist på min. 8 dage til at betale.
  • 12.3. Et skriftligt påkrav fremsendt i henhold til de foregående afsnit skal alene kunne danne grundlag for en efterfølgende ophævelse af aftalen såfremt det indeholder en detaljeret beskrivelse af misligholdelsen og angiver at manglende overholdelse af påkravet kan resultere i en ophævelse af aftalen. En sådan ophævelse skal ikke berettige til ophævelse af allerede leverede ydelser og / eller andre aftaler mellem parterne.

13. Leverandører

  • 13.1. Kailow er berettiget til helt eller delvis at lade arbejde udføre hos leverandører.

14. Periodiske skrifter/vedvarende kontraktarbejde

  • 14.1. Hvis der med bestilleren af periodiske skrifter/vedvarende kontrakter ikke er truffet anden aftale, gælder en opsigelsesfrist på 3 måneder til den 1. i en måned.

15. Ændringer

  • 15.1. Kailow har ret til at ændre handelsbetingelserne med 30 dages skriftlig varsel.
  • 15.2. Indgåede aftaler kan kun ændres ved skriftlig aftale mellem parterne

16. Overdragelse af rettigheder og forpligtelser

  • 16.1. Parterne kan ikke uden skriftligt samtykke fra den anden part overdrage sine rettigheder og forpligtelser ifølge nærværende kontrakt til tredjepart, dog har Kailow altid ret til at benytte leverandører.

17. Lovvalg og værneting

  • 17.1. Enhver tvist, som udspringer af denne aftale, skal forsøges løst på mindelig vis ved gensidige forligsforhandlinger.
  • 17.2. Såfremt Parterne ikke kan nå til enighed, afgøres tvisten ved Retten i Glostrup ved anvendelse af dansk ret.

Tillægsbetingelser

18. Tillægsbetingelser for bannere og outdoor-reklamer

  • 18.1. Alle udendørs bannere er konstruerede til vindstyrke 8 (hård kuling). For holdbarhed derudover hæfter Kailow ikke. Spor efter sædvanlig montage af bannere og skilte som borehuller mv. retableres ikke.
  • 18.2. Kailow er ikke ansvarlig for skader på bestillerens eller tredjeparts ejendom, forårsaget af bannere eller outdoor-reklamer.

19. Tillægsbetingelser for lyd, fotos, videoer og andre visuelle medier samt reklame og kommunikation

  • 19.1. Medmindre andet er skriftligt aftalt, omfatter Kailows ydelse ikke korrekturgennemgang. Såfremt bestilleren efter at have modtaget materialet ønsker yderligere bearbejdning, afregnes dette som ekstraarbejde.
  • 19.2. Det af Kailow leverede/producerede materiale må kun anvendes til det aftalte formål, og betalingen gælder kun for engangsreproduktion. Materialet må ikke videresælges, udlånes eller på anden måde overdrages. Digital videreudnyttelse af materialet f.eks. på internettet må kun ske efter skriftlig aftale med Kailow.
  • 19.3. Det af Kailow leverede/producerede materiale må ikke udsættes for ændringer i form af sammenklipning/sammenkopiering og elektronisk manipulation etc. uden Kailows udtrykkelige tilladelse i hvert enkelt tilfælde.
  • 19.4. Såfremt bestilleren leverer materiale til Kailow, påhviler det bestilleren at sikre sig fornøden ophavsret herunder evt. tilladelse fra afbillede personer/firmaer/logoer etc. Såfremt det måtte vise sig, at bestilleren ikke har clearet ophavsrettigheder med ophavsmanden eller tredjepart, som besidder ophavsretten, skal bestilleren skadesløsholde Kailow for ethvert tab denne krænkelse af tredjeparts rettigheder måtte medføre for Kailow.
  • 19.5. Såfremt Kailow benytter sig af leverandør, og leverandøren/underleverandør krænker ophavsmanden eller tredjeparts rettigheder, er Kailow uden ansvar herfor, og bestilleren må rette sit krav direkte imod leverandøren/underleverandøren

20. Tillægsbetingelser for web/digital

  • 20.1. Bestilleren skal vederlagsfrit stille alle informationer og alle andre materialer som måtte være hensigtsmæssige for udførelsen af ydelserne til rådighed for Kailow. Såfremt information og materiale ikke stilles til rådighed af bestilleren på det aftalte tidspunkt, skal bestilleren betale for ethvert ekstra tidsforbrug og / eller andre omkostninger som Kailow måtte blive påført som følge af forsinkelsen, ligesom Kailow i denne situation er berettiget til at udskyde sin ydelse.
  • 20.2. Kailow er berettiget til at anvende faciliteter og medarbejdere hos bestilleren i det omfang, Kailow finder dette nødvendigt for at levere de aftalte ydelser, og bestilleren er forpligtet til vederlagsfrit at stille disse til rådighed for Kailow.
  • 20.3. Såfremt en løsning foreslået af Kailow inkluderer software eller andre produkter eller ydelser, som Kailow ikke har rettigheder til, skal der indgås separat aftale, eventuelt med Kailows bistand mellem bestilleren og tredjepart.
  • 20.4. Bestilleren er ansvarlig for, at bestilleren har de fornødne licenser til den software, som Kailow servicerer, samt at bestilleren er berettiget til at lade Kailow foretage denne servicering. Såfremt Kailow leverer tredjeparts software, som en del af leverancen, opnår bestilleren alene en licens til sådan software i overensstemmelse med rettighedsindehaverens licensbetingelser.
  • 20.5. Bestilleren er i øvrigt på Kailows anmodning herom forpligtet til for egen regning at opdatere hard- og/eller software, hvis dette efter Kailows opfattelse skønnes nødvendigt for, at Kailow kan opfylde sine forpligtelser.
  • 20.6. Bestilleren skal ved henvendelse til Kailow angive alle relevante oplysninger om bestillerens ITsystem. For at sikre bedst mulig service er Kailow efter eget skøn berettiget til at anmode om supplerende oplysninger fra bestilleren.
  • 20.7. Det er en forudsætning for levering, at der for Kailow er adgang til bestillerens IT-system via Internettet, som sætter Kailow i stand til elektronisk opkobling til bestillerens IT-system. Udgifterne til eventuel installation af hardware og software til opfyldelse af denne forudsætning afholdes af bestilleren.
  • 20.8. Såfremt bestilleren ønsker at foretage ændringer i bestillerens IT-system, meddeler bestilleren Kailow dette med en beskrivelse af ændringerne, samt et varsel på mindst 30 dage forinden ændringen ønskes iværksat. Kailow meddeler herefter bestilleren, hvilken effekt ændringen får på Kailows vederlag.
  • 20.9. Hvis bestilleren foretager en ændring i bestillerens IT-system uden Kailows skriftlige samtykke, er Kailow berettiget til at forhøje det opkrævede vederlag uden varsel og foretage ændringer i ydelserne.
  • 20.10. Ethvert leveringstidspunkt angivet af Kailow er et cirka tidspunkt og derfor ikke bindende for Kailow, medmindre et fast leveringstidspunkt for ydelsen eller en del heraf er udtrykkeligt og skriftligt aftalt
  • 20.11. Levering af webydelser og websites anses for sket, når Kailow har testet produktet i et lukket IT-system og efterfølgende giver bestilleren meddelelse om, at leverancen er færdiggjort. Bestilleren opnår derefter online adgang til produktet i henhold til aftalen.
  • 20.12. Garantiperioden for leverancen er 30 dage fra levering er sket. Kailow er dog berettiget og forpligtet til indenfor rimelig tid at afhjælpe eventuelle mangler konstateret i garantiperioden. Såfremt bestilleren giver meddelelse om en mangel i garantiperioden og det viser sig, at der ikke foreligger en mangel i leverancen og/eller at Kailow ikke har ansvaret for den pågældende mangel, er Kailow berettiget til at fakturere bestilleren for medgået tid og materialer / udlæg for ethvert arbejde udført i denne forbindelse.
  • 20.13. Kailow er uden ansvar for bestillerens opnåelse af forventede resultater, medmindre Kailow skriftligt og udtrykkeligt har påtaget sig risikoen for, at sådanne forventede resultater opnås.
  • 20.14. Medmindre andet er skriftligt aftalt er bestilleren ansvarlig for og forpligtet til af egen drift at foretage daglig backup af samtlige systemer, som ydelser fra Kailow berører, forud for enhver ydelse fra Kailows side, ligesom bestilleren er forpligtet til at foretage yderligere backup på anmodning fra Kailow. Kailow er uden ansvar for enhver skade, som bestilleren måtte lide som følge af manglende backup.
  • 20.15. Bestilleren skal sikre, at reglerne i databeskyttelsesloven, inklusive bestemmelserne om sikkerhed, overholdes og bestilleren kan ikke gøre Kailow ansvarlig herfor.
  • 20.16. Bestilleren erhverver en ikke-eksklusiv brugsret til resultaterne af Kailow ydelser under denne Aftale. Kailow har alle andre rettigheder til resultaterne af ydelser. I intet tilfælde erhverver bestilleren ret til værktøjer, metoder mv., der er anvendt til levering af ydelsen eller indgår i denne, idet rettighederne hertil forbliver hos Kailow/tredjepart. Kailow tager ejendomsforbehold for brugsretten til resultatet af ydelsen, således at bestillerens brugsret ophører, såfremt bestilleren ikke foretager rettidig betaling af det samlede vederlag til Kailow under aftalen.
  • 20.17. Kailow anvender Amazon Web Services og cHosting som leverandør for alle hostingydelser. Medmindre andet fremgår af aftale mellem Kailow og bestilleren gælder Amazon Web Services’ eller cHostings til enhver tid gældende betingelser ligeledes i forholdet mellem bestilleren og Kailow. De til enhver tid gældende betingelser for Amazon Web Services kan findes på http://aws.amazon.com/legal/ og for cHosting på http://chosting.dk/da/betingelser/. Kailow er berettiget til at vælge en anden leverandør, med deraf følgende nye betingelser for bestillerens hostingydelser.
  • 20.18. Bestilleren er bekendt med, at det af hensyn til performance, kan blive nødvendigt at vælge et højere hostingniveau, hvilket udløser en højere betaling.
  • 20.19. Fra bestillerens side kan opsigelse af hostingydelsen ske med et varsel på 6 måneder til udgangen af en måned. Fra Kailows side kan opsigelse af hostingydelsen sker med et varsel på 12 måneder til udgangen af en måned

21. Tillægsbetingelser for undersøgelser

  • 21.1. Bestilleren stiller under opgavens udførelse personale, dokumenter, software, diagrammer, lokaler mv. til rådighed for Kailow, alt med henblik på at sikre, at Kailow har de bedst mulige vilkår i forbindelse med løsningen af opgaven.
  • 21.2. Bestilleren er forpligtet til at bistå Kailow med fremskaffelse af de oplysninger vedrørende bestillerens virksomhed, som Kailow måtte få brug for til opgavens løsning, herunder f.eks. oplysninger om tekniske-, økonomiske- og organisatoriske forhold.
  • 21.3. Ved opgavens afslutning er Kailow forpligtet til at tilbagelevere alt materiale, der er udleveret af bestilleren i forbindelse med løsningen af opgaven.
  • 21.4. Bestilleren skal udpege en eller flere personer, der er bemyndiget til at disponere på bestillerens vegne i forhold til Kailow. Bestilleren meddeler udvælgelsen af den bemyndigede person til Kailow skriftligt senest 8 dage efter aftalens indgåelse.
  • 21.5. Aftaleindgåelse begrænser ikke på nogen måde Kailows adgang til samtidig at udføre arbejde for andre hvervgivere, selvom virksomhederne må anses som konkurrerende på markedet.
  • 21.6. Kailow har inden for aftalens rammer frihed til at planlægge og tilrettelægge arbejdets udførelse, herunder arbejdstiden og stedet for udførelsen af arbejdet. Kailow er desuden fritstillet med hensyn til, hvilke personer/ansatte, der skal forestå udførelsen af arbejdet.
  • 21.7. Kailow er forpligtet til ugentligt at rapportere om status på opgaven. Parterne kan frit aftale, at der hver uge eller måned skal afholdes et møde, på hvilket Kailow skal redegøre for status.
  • 21.8. Parterne er gensidigt forpligtede til at iagttage tavshed om ikke alment kendte informationer og materialer om medkontrahenten. Tavshedspligten omfatter medarbejdere, leverandører samt andre eksterne rådgivere, der medvirker til opgavens udførelse.
  • 21.9. Tavshedspligten gælder også efter opgavens udførelse og aftalens ophør.
  • 21.10. Bestilleren har ejendomsretten til undersøgelsens resultater og den tilhørende afrapportering.
  • 21.11. Bestillerens ejendomsret er ikke til hinder for Kailows efterfølgende anvendelse af knowhow, metoder og generel viden, som Kailow erhverver i forbindelse med opgavens udførelse.
  • 21.12. Kailow er ikke ansvarlig for opnåelsen af bestillerens forventede resultater.
  • 21.13. Kailow er ikke forpligtet til at tegne sædvanlig rådgiveransvarsforsikring

Tillægsbetingelser for leverandører

22. Kundeklausul for Kailows leverandører

  • 22.1. Leverandøren er uberettiget til, direkte eller indirekte, at tage kontakt til eller under nogen form at samhandle med Kailows kunde. Forpligtelsen til ikke at tage kontakt til eller have nogen form for samhandel med Kailows kunder omfatter alene de kunder, hvor leverandøren har udført arbejde for Kailow vedrørende kunden, og hvor leverandøren har kendskab til, at den pågældende kunde er eller har været kunde hos Kailow.
  • 22.2. I tilfælde af overtrædelse af forpligtelsen skal leverandøren betale en bod på 200.000,00 kr. til Kailow for hver gang overtrædelse måtte finde sted. Betaling af boden medfører ikke, at overtrædelsen gøres acceptabel, ligesom Kailow er berettiget til at kræve erstatning hos leverandøren, hvis større tab i anledning af overtrædelsen kan dokumenteres.
  • 22.3. Leverandøren er uberettiget til uden Kailows samtykke at benytte kunden som reference, case beskrivelse eller lignende.

23. Leverandørens brug af underleverandører

  • 23.1. Leverandøren er uberettiget til uden forudgående skriftligt samtykke fra Kailow at benytte underleverandører.

24. Fortrolig information – Leverandøren

  • 24.1. Ofte er det materiale Kailow skal udarbejde til en kunde en del af en kommende markedsførings- eller reklamekampagne. Det er derfor vigtigt for kunden, at ikke blot oplysninger om produktet men også oplysninger om selve kunden holdes fortroligt.
  • 24.2. Det er af afgørende betydning for Kailow, at leverandører og evt. underleverandører, er opmærksomme på, at størstedelen af de oplysninger der videregives om en kunde, er at betragte som fortrolig information.
  • 24.3. Fortrolig information omfatter oplysninger i enhver form, der ikke er beregnet til fri videregivelse, herunder men ikke begrænset til forretningskoncept, vareoplysninger, priser og takster, kildekode, data, tegninger, manualer, vejledninger, regnskabsoplysninger og lignende.
  • 24.4. Oplysninger som leverandøren på lovlig vis har kendskab til, eller oplysninger som var almindelig kendt er ikke fortrolig information. Oplysningen om at Kailows kunde får udført arbejde af leverandøren er at betragte som en fortrolig information.
  • 24.5. Leverandøren forpligter sig til at behandle og opbevare oplysninger således, at de er utilgængelige for uvedkommende, herunder ansatte hos leverandøren, som ikke har behov for at have adgang til oplysningerne samt evt. virksomheder eller tredjepart, der besøger virksomheden. Leverandøren forpligter sig ligeledes til at sikre, at ingen oplysninger om Kailows kunder offentliggøres på sociale medier, eks. LinkedIn, Facebook eller Instagram.
  • 24.6. Leverandøren skal føre en liste over ansatte eller andre, der helt eller delvis får indblik i oplysningerne, der ligger i informationen. Listen skal være tilgængelig for Kailow
  • 24.7. Videregivelse af oplysninger til tredjepart eller brug af oplysninger til andet formål kan alene ske med Kailows forudgående skriftlige accept og kun mod samtidig underskrivelse af fortrolighedserklæring.
  • 24.8. Leverandøren er uberettiget til at kopiere fortrolig information medmindre det sker til opfyldelse af parternes aftale.
  • 24.9. Kailow kan til enhver tid kræve materiale indeholdende fortrolig information tilbageleveret fra leverandøren.
  • 24.10. Leverandøren er forpligtet til uden tidsbegrænsning at behandle og opbevare oplysninger fortroligt.
  • 24.11. Ved krænkelse af forpligtelsen til at overholde bestemmelserne om fortrolighed er Kailow berettiget til at få overtrædelsen og dennes følger stoppet ved fogedforbud uden sikkerhedsstillelse.
  • 24.12. Ved krænkelse af forpligtelsen til at overholde bestemmelserne om fortrolighed er Kailow berettiget til en konventionalbod på 200.000,00 kr. (to hundrede tusinde). Konventionalboden forfalder til betaling straks overtrædelsen er konstateret og medfører ingen indskrænkning i retten til at kræve erstatning. Leverandørens erstatningspligt gælder også, hvis bruddet på aftalen er udøvet af tredjepart, der af leverandøren helt eller delvis har fået overladt informationen.

25. Ophavsret – Leverandøren

  • 25.1. I det omfang leverandøren har ophavsret til det af leverandøren udarbejdede materiale, eks. tekst, lyd, visuelt udtryk har Kailow ret til uden særskilt betaling herfor at ændre i materialet, såfremt Kailow skønner dette nødvendigt af hensyn til Kailows kunde. Kailow er endvidere berettiget til at benytte materialet i sin oprindelige version eller i en af Kailow ændret version til andre opgaver/kunder.